Vrede

Vrede er en grundfølelse.

Vrede handler om at der er noget vi har brug for, men ikke kan få.

Vrede er et signal om, at dine grænser er overtrådt. Vrede er en følelse i dig- og en reaktion på denne overtrædelse.

Under aggressionen er der altid en sårbarhed. Men vreden kan skjule sårbarheden.

Når vreden tilbageholdes ender den ofte som en eksplosion.

Vi har brug for at kunne udtrykke vreden elskværdigt.

Vreden kan sætte sig i kroppen som smerter og træthed.

Det er ikke at gå rundt og spy ild ud af munden der er vigtigt. Det er forholdet til vreden der er vigtigt. Ikke så meget at være det. Men forholdet til den. Forholdet skal være godt og tilgængeligt. At opnå dette forhold til vrede er som at lære at cykle: svært i begyndelsen, men så bliver det lettere og til sidst noget man gør uden at give det videre tanke. Men det er svært… ligesom første gang man skal lære at cykle.

At få et godt forhold til vreden (og andre følelser) kræver adgang til det, hvilket kræver at vi arbejder med vores forsvar. Målet med vreden er at fjerne forhindringen for at få det man har brug for. Hvad er det der forhindrer os i at gøre det der er rigtigt for os? F.eks. at vise vrede når vi mærker den.

Vreden der ikke er mærket og erkendt sætter sig på livsenergien og vi føler os trætte.

Der er så meget energi i vrede og aggression – som bliver undertrykt når vi gennem livet aflærer at være vrede når vi er det, men derimod skal vær søde og passe ind.

Vrede i hverdags- og samfundsmæssige sammenhæng.

Vreden er en selvfølgelig del af menneskelivet, og vi har alle oplevet det vores egen krop, og kan genkalde os situationer, hvor noget løb af med os på den ene eller anden måde. Vi kender til stakåndetheden, de blussende kinder, impulsen til at slå ud, forurettet heden, fornærmelsen osv.

I den pædagogiske sektor, hvor jeg befinder mig på arbejdsmarkedet – og som forældre til mine børn og børnebørn, tales der om uro. Der er urolige elever, der er uro i den pædagogiske situation – om den kommer til udtryk i klasseværelset eller ej. Hvad ville der ske hvis vi så på uroen som vrede? og lod den komme til udtryk og undersøge hvad vreden skyldtes? I stedet for at kalde det alle mulige diagnoser? – der er den direkte vej til specialundervisning.

Måske findes der simplere midler, end den inkluderende pædagogik og rummelighed som den politiske diskurs for tiden kalder på.

Den sociale diskurs, med den politiske diskurs som hegemonisk (overherredømme), ser fænomenet uro/vrede som en systemfejl, der handler om at nogen er uretfærdige i deres proklamation (gøren opmærksom) af uretfærdigheder. Tilkald pædagogikken !! lyder det så.

Tilkaldepædagogikken handler ofte om dialog og kommunikation, og dermed kan problemerne/ uroen/ vreden reduceres til at vi ikke taler ordentlig til hinanden. Tesen bliver at konflikten nok kunne undgås, bare vi kan dialogen. Altså at samtale terapi og dialog er velsignelsen eller løsningen og opretholdelsen af god ro og orden. Og vi vil alle gerne konsensus.

Men på en måde respekterer dialogen ikke konflikten / uroen/ vreden, når fordommen er at konflikter kan løsesog ikke behøver at blive levet.

Det er hjælpsomt at se vreden som et socialt fænomen snarere end en psykologisk problematik. Altså at problemets inkarnering i en individuel problemstilling er utilstrækkelig, og vi må også se på det i et udvidet perspektiv, hvor det er samtiden, der skal diagnosticeres.

Måske er barnet/ den unge/ kollegaen/ den fremmede bare VRED!

Og skulle der nu være noget i vejen med det?

Udover at være vred kan man være sur, få luft for sin vrede, som er en anklage – mod nogen.

Ofte vil man blot være vred. Ønsker måske slet ikke svar på tiltale.

Blot have lov til at markere overskridelserne, og ondsindet markere, at det faktisk ikke er andre forundt at tilbyde satisfaktion, ” jeg vil have lov til at være vred”! På samme måde som vreden griber en, må den bare komme til udtryk. Til stede er den jo. Vi kan påkalde den, vi kan give los for den . Men det er vreden selv der bestemmer.

Der findes uacceptabel vrede, men der findes også acceptabel vrede. Her tænker jeg på indignationen, som optræder når nogen (i familien eller samfundet) har opført sig ligegyldigt uden tilstrækkelig ærbødighed, og dermed afstedkommet et værdighedstab.

Det er her det sociale engagement findes, hvad enten der sigtes til hverdagens fortrædeligheder eller strukturelle voldsformer mellem socialgrupper, køn, aldersgrupper eller fordeling af fødevarer og andre livschancer- det være sig lokalt eller globalt. Man kan være indigneret over at blive behandlet dårligt af andre og over måden andre bliver behandlet på.

Når vi møder indifferencen er den altid krænkende for forholdet til os selv, og vreden er legitim og passende, fordi vi er forulempede og forurettede.

(Indignationen har gennem tiden fået forfattere og filmskabere til at skabe mesterværker som ” Vredens druer ”( John Steinbeck) ” Bænken ” ( Susanne Bier), ” Drømmen ” ( Niels Arden Oplev) ” Submarino”( Thomas Vinterberg) ” Falling Down ”( Joels Schumacher), der viser den retfærdige kamp mod myndigheder, korruption og uretfærdighed i al almindelighed og  understreger at vreden ikke kun er  et personligt anliggende , men derimod en social indignation)

Forulempelsen og forurettetheden fratager ikke den enkelte skyldigheden, men påpeger at det er et mønster i samtiden, at man skal styre sig og vredeshåndtere, hvilket står i modsætning til at vi ikke er herre over vores egen vrede, at vi ikke er subjekter for vores egen vrede, men i høj grad objekter og vreden opstår og skal LEVES i relationen. Vi har del i skylden, men har den ikke alene. Når vi bliver stillet til ansvar for at være ene- skyldige, bliver vi afmægtige og endnu mere vrede. Vrede avler vrede af den simple grund at vi ikke er herre over den. Vi er i en slags vredesspiral.

Pudsigt nok er det mere acceptabelt i samfundet at være angst end vred!

Hvordan brydes denne spiral? På familieplan? På samfundsplan? Og globalt?

Jeg er ikke politiker eller samfundsomvælter. Men når jeg bliver indigneret bliver jeg engageret. I mig. I samfundet. I verden.

Jeg har den ambition som menneske og terapeut at være en del af at udbrede menneskesynet, der siger at: ”menneskehedens fremtid afhænger af den globale udvidelse af princippet om stedfortrædelse og solidaritet (I sin urform generationsskiftet)

Vi kan lære at fremme dette i de små fællesskaber som parforhold og familie, såvel som i det menneskelige samfund som helhed, idet vi drager de politiske konsekvenser af det.

Derfor finder jeg det meningsfuldt som samfundsborger, individ og terapeut at bidrage til at vægte relationer – så flest mulige har det bedst muligt i de relationer og fællesskaber de indgår i . Jeg ser relationer som historiske opbygninger. Et objektforhold med en rækker interaktioner. Når vi involverer os i andre ( i terapi og andre forhold) gør vi os afhængige og får brug for vores afhængighedsbehovskompetencer.

På mit arbejde i den offentlige sektor med udsatte børn, unge og deres forældre er hovedparten af de borgere jeg møder vrede og indignerede. Det er vigtigt for mig at lære børn, unge og deres forældre at mærke sig og give udtryk for vreden og acceptere vreden som et sundt udtryk for indifference eller anden nedladende behandling. Lære dem at værevrede og få et sundt forhold til deres vrede. Hilse den velkommen. Betragte vreden som en ven frem for fjende.

Vi vægter relationen. At give dem relations kompetencer og holde dem i hånden mens de forhåbentlig bevæger sig fra afmagt og lydighed til at være sig og ansvarlige.

I samvær og samtaler og gruppeforløb er vores vigtigste håndværk at SE det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme vores adfærd herefter uden at fralægge os lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten. Og den pædagogiske etik er at vi påtager os det fulde ansvar for relationens kvalitet, ligesom vi med skiftende held underviser forældrene i dette ansvar.

Vreden er iblandt os og den tager til i takt med uroen, og alder sig ikke fornægte. Så hvad stiller vi op med den? Den er ikke et psykologisk problem, men den kan være et socialt problem som nødvendigvis må håndteres. I hverdagen og i pædagogikken må vi lære at omgås vreden. Kunsten at forskyde den – ikke benægte den. Den må nødvendigvis ageres– og så italesættes. Det lille er besindelsens rum.

Raseriet holdes stangen ved at give vreden plads. Og vreden er kommet for at blive.

 

Mor er den bedste i verden… eller hun?

close up of hands holding baby feet
Photo by Rene Asmussen on Pexels.com

Tilknytning til vores mor er så essentiel og afgørende for vores trivsel og udvikling. De fleste af os fortsætter livet ud med at hige efter det vi ikke fik ( nok af) fra hende. Er der stadig  noget, du forsøger at få fra din mor? Hendes kærlighed, respekt eller anerkendelse? I så fald er du stadig ikke fri og dine symptomer vil fortsætte. Det er ikke meningen, at vi skal arbejde hårdt på at få følelsesmæssige ydelser af vores mor; de skal flyde helt af sig selv. Fra mor til barn, som en del af den sunde og naturlige tilknytnings- og omsorgsdynamik.

Der er noget, vi savner desperat, og derfor forsøger vi igen og igen at få det – ikke bare hos mor men i alle relationer med tilknytningsbetydning. Men fordi vi gentager og gør mere af det samme, får vi det samme; intense smertefulde følelser af forkerthed. Vores identitet er båret af skam. Skam over ikke at blive mødt. Skam over ikke at være værdige til at blive mødt  og set.

Man arbejder hårdt for et selvbillede af sig selv som en god person, men svigter grundlæggende sig selv, fordi man lever med et narrativ, som ikke stemmer overens med de egentlige erfaringer, men som man holder krampagtigt fast i. Heling kræver adgang til vrede.

Vrede bliver overskriften på mit næste blog indlæg.

LÆS denne vedkommende artikel af Inge Holm ( og tjek hendes hjemmeside ud.http://ingeholmaps.dk/ Her er interessante artikler  og henvisning til hendes bøger. Kan særligt anbefale ” Det personlige lederskab” )

UNMOTHERED – om at miste sit potentiale gennem dysfunktionelle afstemnngsprocesser. Og genvinde det.

Denne artikel handler om mor – mor som symbolet på den primære omsorgsperson i barndommen. Den gør op med den store modermyte om, at alle mødre elsker deres børn. Det er til gengæld sandt, at alle børn elsker deres mor, og at alle børn har brug for mors kærlighed. Fik man ikke den omsorg, venlighed og respekt, man skulle have haft som barn, kan det få konsekvenser for hele livet med hensyn til sundhed og trivsel. Artiklen bygger på bogen ”The Emotionally Absent Mother” af Jasmin Lee Cori.

At se mor klart

For mange af os er det svært og smertefuldt at se mor klart, hvad end hun lever eller er død. Vores sprog om mor har udviklet sig som et lag, der ikke har nogen fast forbindelse til, hvad vi reelt har oplevet og føler på et dybere plan. Vi siger eksempelvis, at mor var stærk og havde sproget i sin magt, men på det følte plan handlede det om, at mor var vred og dominerende og talte på en krænkende måde. Eller vi siger, at mor altid var så opofrende og god mod andre, men i virkeligheden var mor træt, deprimeret og opgivende. Vi kan også finde på at sige, at mor gav os en fri opdragelse, mens det reelt handlede om, at mor ikke så os, ikke satte passende grænser, og at vi var overladt alt for meget til os selv.

Vi udvikler et sprog om mor, som slører sandheden, for at beskytte mor og relationen til hende, og dermed bedrager og forråder vi os selv. For når det, mor gjorde, var godt, må det jo være vores egen skyld, at vi har det så miserabelt og føler os så tomme og utilfredsstillede.

Du kan spørge dig selv, om der stadig er noget, du forsøger at få fra din mor? Hendes kærlighed, respekt eller anerkendelse? I så fald er du stadig ikke fri og dine symptomer vil fortsætte. Det er ikke meningen, at vi skal arbejde hårdt på at få følelsesmæssige ydelser af vores mor; de skal flyde helt af sig selv. Fra mor til barn, som en del af den sunde og naturlige tilknytnings- og omsorgsdynamik.

Når vi ikke er frie, selvstændige voksne, men stadig hænger fast i fortidens uforløste og smertefulde relation til mor, er vi nødt til at lukke af for vores protest og naturlige vrede. Der er noget, vi savner desperat, og derfor forsøger vi igen og igen at få det – ikke bare hos mor men i alle relationer med tilknytningsbetydning. Men fordi vi gentager og gør mere af det samme, får vi det samme; intense smertefulde følelser af forkerthed. Vores identitet er båret af skam.

Man arbejder hårdt for et selvbillede af sig selv som en god person, men svigter grundlæggende sig selv, fordi man lever med et narrativ, som ikke stemmer overens med de egentlige erfaringer, men som man holder krampagtigt fast i. Heling kræver adgang til vrede.

Må man tale om mor

At tale om sin mor i det terapeutiske rum, er ikke det samme som at skyde skylden på hende, men man må nødvendigvis bearbejde og slippe den enorme skyld, skam og dårlige samvittighed, som konstant piner og plager en. Skam forgifter selvet og gør tilværelsen til en smertefuld rejse – fra fødsel til død. Er det fair at holde mor ansvarlig? Ja – for vores trivsel var mors ansvar engang. Men vi behøver ikke lukke mor ude. Det er langt bedre at se klart, hvad det var mor gjorde og ikke gjorde, end at blive ved med at gøre sig selv forkert. Mor var med stor sandsynlighed selv Unmothered.

I terapirummet kan vi arbejde med vores frygt og modstand mod at se vores mødre, som de virkelig var og er. Vi kan begynde at se, at vi må holde op med at beskytte og idealisere mor – og dermed gøre os selv forkerte. Det kan gøre ondt at åbne sig for den smertefulde sandhed og se det, der manglende i barndommen, som man burde have haft. Alt det man ville have fået med sig, hvis mor havde været der for en. Alt det tabte potentiale. I løbet af et terapeutisk forløb kan vi lære, bedre at forstå os selv og derigennem færdiggøre udviklingsmæssige opgaver, vi ikke fik støtte til tidligere – og dermed hele de sår, der blev påført os.

Den gode nok mor er som livets træ

Der findes ingen perfekte mødre, og et lille barn kan fint få dækket sine behov af en mor, som ikke er perfekt. Donald Winnicott taler om ”den tilstrækkeligt gode mor”, som er hende, der det meste af tiden, kan og vil tilpasse sig barnets behov og være sensitiv responderende overfor dem. Der er tale om en mor, som bestræber sig på at afstemme sig med barnet og gå ind i at hjælpe og støtte barnet – på barnets præmisser vel at mærke. Mor giver og forventer ikke modydelser. Mor tager det fulde ansvar for relationen, og for at reparere de brud i tilknytningsbåndet, der uvægerligt vil indtræffe over tid. Mor er komfortabel ved at være den, som sørger for både fysisk sundhed og psykologisk trivsel.

Jasmin Lee Cori sammenligner den gode mor med et træ. En mor skal være som et livets træ – en der giver ly, beskyttelse, sikkerhed, ro og balance. En person, der forsyner barnet med alt, hvad det behøver, og som sætter barnets autentiske behov først. I princippet skal hun give og give, og derfor skal hun være klar til denne opgave, for det er ikke let, selvom det kun er for en begrænset periode, at sætte sine egne behov i parentes. Og det er næsten en umulighed, hvis man selv har utilfredsstillede barnebehov.

Når mor er god nok, hengiver barnet sig betingelsesløst til relationen. Barnet føler sig i sikkerhed og kan bruge sine ressourcer på vækst og udvikling. Det er altid godt for et barn at vide, at mor kan finde ud af at være mor, for det lille barn er grundlæggende totalt afhængig af hende. Det er utrygt og stærkt ubehageligt at være afhængig af en person, man ikke har tillid til.

Den gode nok mor sender konsistente signaler til barnet, der er tryghedsskabende og tillidsvækkende (Safety Massages):

– Jeg er glad for, at du er her
– Jeg ser dig
– Du er helt speciel for mig
– Jeg respekterer dig
– Jeg elsker dig
– Dine behov er vigtige for mig
– Jeg er her for dig
– Jeg sørger for, at du kan føle sig tryg og sikker
– Du kan regne med mig
– Jeg nyder dig
– Du er lyset i mit liv

Emotionel Hunger og Unmothering

Robert Firestone bruger begrebet Emotional Hunger til at beskrive den desperation og tomhedsfornemmelse i voksenlivet, der er den direkte konsekvens af et følelsesmæssigt omsorgssvigt i barndommen, og som Jasmin Lee Cori ser som senfølgerne af Unmothering – det vil sige ikke have haft en tilstrækkelig nærende relation til mor.

Den måde vi ser os selv på, vores selvopfattelse og mere eller mindre ubevidste fortællinger om relationer, er det direkte resultat af båndet til mor. Man kan føle, at mor lever i en som en permanent støtte og kærlighed, eller man kan føle tomhed eller ensomhed. Man kan også føle sig forgiftet af kronisk skyld, skam og dårlig samvittighed. Det man føler indeni, er det man fik af mor.

Når mor ikke er en god nok mor, kommer opstår der typisk det fænomen, at barnet tager over og begynder at kompensere. Det kaldes enten det omvendte generationshierarki eller Parenting the Parent, hvor barnet bestræber sig på at tilpasse sig mors stemninger, følelser og behov. Dette er kontraevolutionært, biologisk dysfunktionelt og en fatal begyndelse på udvikling af det falske selv – også et begreb af Donald Winnicott.

Det falske selv

Det falske selv er en identitetsopbygning, der tager udgangspunkt i noget uden for en selv, og som derfor ikke er en del af selvet. Man udvikler sig uden genuin kontakt med egne behov, følelser og værdier og bliver derfor både fremmed for sig selv og uautentisk i relation med andre.

Når et barn ikke ses og gives følelsesmæssig opmærksomhed, efterlades det med skam og et stort hul indeni; fyldt med intense følelser af forkerthed og selvhad. Barnet føler sig hverken ønsket eller velkomment. Det føler sig i stedet misforstået, usynligt, uelsket, uværdigt, anderledes, mærkeligt, forkert og i kronisk fare. Det lærer om sig selv, at det er en byrde, fylder for meget, har forkerte behov, ikke kan noget, og at det ikke hører til nogen steder.

Barnet får tilstrækkeligt til at overleve men ikke til at trives, hvilket fordrer homeostase – det vil sige balance i barnets organisme. Det fejlafstemte barn fyldes med uro, der ikke kan nedreguleres. Hvis man ikke bliver set, spejlet og valideret korrekt, er det så alvorligt, at man ofte efterlades med en livslang, dræbende længsel efter den form for anerkendelse, og derfor søger den alle vegne. Man kan ikke slappe af og leve i nuet, men må konstant fungere i en ufrivillig, stræbsom og krævende søgeproces. Emotionelle tilstande og personlighedstræk, som bliver spejlet vokser, resten af selvet visner hen. Dette er det tabte potentiale.

Mor som den trygge base

Tilknytningen starter ved livets begyndelse – ja helt fra fostertilstanden – og det er barnets første og vigtigste opgave at vække mors omsorgssystem. Alle børn har brug for at blive beskyttet og taget sig af. Når mor er emotionelt moden, kan hun respondere sensitivt på barnets fysiske og psykologiske behov på en aldersvarende og afstemt måde. Hun kan:

  • Rumme og respondere på barnets invitationer til nærhed på en varm og imødekommende måde.
  • Rumme og respondere sensitivt på barnets behov for distance og selvstændighed.
  • Tune ind på barnet, forholde sig til dets indre tilstande og mentalisere barnet.
  • Møde barnets behov på en empatisk og alderssvarende måde.
  • Se på barnet og møde barnets øjne med et kærligt, mildt og venligt blik.
  • Respektere barnet i sin egenart, og validere hvad hun ser – vise barnet at det er unikt og værdifuldt.

Tryg tilknytning er et spørgsmål om at kunne udvikle tillid til, at mor er der stabilt og konsistent – ikke blot fysisk men også emotionelt. Denne tillid skal helst være konsolideret inden for det første leveår. Tilknytningsbåndet til mor, er barnets største chance for overlevelse og beskyttelse og fungerer som den lim, der knytter mor og barn til en samarbejdende enhed. Tilknytningsbåndet har uendelig stor betydning for barnets selvfølelse og senere identitet.

Tryg tilknytning fordrer, at mors fokus er rettet mod barnets behov og trivsel, at barnet er i centrum. Mor skal vide, hvad netop dette barn har brug for. Derfor er mor nødt til at være rolig og tålmodig nok til at lære barnet rigtigt at kende. Hun skal udvikle en intuitiv forståelse for barnets unikke, udviklingsmæssige behov og kapaciteter, og hverken forvente for meget eller for lidt.

En mor skal beskytte sit barn mod alt, hvad der kan skade dets udvikling og overlevelse; barnet skal føle sig trygt og værdifuldt. Det lille barn er hardwired til at holde sig tæt ved mor, og ved separation komme i kontakt med overvældende frygt, der omgående medierer tilknytningsadfærd. Når barnet lander der, skal mor være der. Mor skal såvel verbalt som nonverbalt fortælle barnet, at hun passer på det, og at intet ondt vil ske.

Det tilstrækkeligt gode mor ved, at hun ikke ejer barnet, og at hendes vigtigste opgave er at sikre, at barnet en dag kan forlade sin oprindelige familie for at begive sig ud i verden som en moden og selvstændig voksen person – det kræver bl.a.:

  • At barnet erfarer, at det er i sikkerhed og bliver holdt af mor.
  • En glad mor, der tager ansvar for et lavt konfliktniveau i familien.
  • Følelsesmæssig generøsitet og overskud, hvor mor giver og har masse at give af uden at forvente modydelser.
  • At mor har problemløsningskapacitet, at hun tager ansvar for at løse problemer, og at hun kan og vil reparere brud på relationen til barnet.
  • At barnet erhverver en oplevelse af at høre til, at have en tryg base og være ønsket.
  • Et rummeligt og mildt opvækstmiljø, hvor alle aspekter af barnets selv kan tolereres og mentaliseres.
  • Plads til at være barn på et barns præmisser
  • Masser af kropskontakt, berøring, kys og kram.

Når mor ikke kan eller vil give

En mor kan være så følelsesmæssig sulten selv (Unmothered), at hun ikke ved eller orker at forholde sig til, hvordan hun skal støtte et barn. Hun oplever barnets behov som krævende og invaderende, og projicerer det over på barnet. Når en mor plages af indre uro, er hun af gode grunde mere optaget af sine egne utilfredsstillede behov, og det at tage sig af et barn bliver uoverskueligt. Hun klarer måske alt det praktiske og ydre, men fordi hun selv plages af insisterende og smertefulde barnebehov, kan hun ikke give, hvad der behøves. Et barn kan ikke give et andet barn, den følelsesmæssige omsorg, det har brug for.

Måske mor fik barnet for at få noget til selv, men når barnet selv har behov, overvælder det mor. Hun kan føle sig skrøbelig og inkompetent. Hun kan være helt uvidende om et lille barns sunde, naturlige behov, og hun kan tilbageholde sin støtte, fordi hun langt inde er misundelig på barnet. Hun vil gerne selv være det barn, der modtager. Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, at give noget, man selv mangler. Mors misundelse er toksisk for barnet, fordi barnet ikke forstår den, men mærker foragten. Misundelsen dræber barnets selvfølelse og autenticitet.

Mor kan også være bange eller deprimeret – uden energi eller motivation – og hun kan derfor ikke engagere sig helhjertet i barnet på en uforbeholden og entusiastisk måde. Mor er vores første base, og hvis hun ikke var tilgængelig men i stedet selvabsorberet, usikker, ustabil, irritabel, svingende, depressiv, angst eller på anden måde ude af stand til at være følelsesmæssigt nærværende, oplever barnet ikke mor som en tryg base. Den følelse af mangelfuldhed, utilfredsstillethed og ensomhed tager man med sig ind i voksenlivet. Man lever livet på en tom tank.

Når behovet for tryghed ikke varetages i tilknytningen til mor, vedbliver det med at være et primært behov og bliver ved med at fylde i forgrunden – også i voksenlivet. Behov som ikke tilfredsstiles bliver insisterende og larmende, mens behov der tilgodeses dæmpes og træder i baggrunden.

Trygge børn bliver sikre og selvstændige voksne, der kan udvikle nære og sikre relationer og regulere deres følelser. De fastholder et positivt syn på sig selv, andre og verden. De er præget at optimisme. Utrygge børn derimod har en sensitiv stressrespons og har lettere ved at udvikle angst, depression, søvnforstyrrelser, spiseforstyrrelser, somatisering, misbrug og selvskade og gå med tanker om selvmord.

Det utrygge barn hører mors kommunikation:

– Jeg kan ikke
– Jeg orker ikke
– Jeg vil ikke
– Jeg har ikke noget at give dig
– Lad mig være i fred
– Du beder om for meget
– Dine behov er for krævende
– Du fylder for meget
– Jeg bryder mig ikke om dine behov
– Du skal ikke læne dig op af mig

Emotionel Neglect

Der findes den slags omsorgssvigt, som kan finde vej til avisoverskrifterne, og som alle kan forholde sig til. Der findes også et omsorgssvigt, som er næsten usynligt og meget subtilt, som handler om en subjektiv følt oplevelse af ikke at have en tryg base. Man har måske ingen erindringer om øjenkontakt, kærlige øjne, kys, varme eller at blive beroliget i stressfyldte situationer. Man har ikke erfaringer med at blive mødt på den måde, hvor man ved, at den anden har forstået; at mor deler ens oplevelse. Barnet føler ikke, det har en mor, hvilket det jo har, og det skaber en stor indre konflikt, hvor barnet føler sig crazy og mister tilliden til sin egen dømmekraft.

Jasmin Lee Cori taler om en spøgelsesmor. En mor som nok var i hjemmet, men som alligevel ikke eksisterer rigtigt for barnet, fordi barnet ikke kan fornemme hendes nærvær og engagement. Det, ikke at kunne få sin mors fulde opmærksomhed, er på mange måder det værste i verden for et barn, fordi barnet er hardwired til at være i tæt kontakt med mor og føle sig i sikker sammen med hende. Et barn vender sig kun væk fra sin mor, når hun opleves at være utilgængelig og fuldstændig ude af stand til at tilfredsstille ens basale behov. Når det  gør for ondt at række ud og blive afvist.

En spøgelsesmor er slags mekanisk mor eller en modstræbende mor, som ikke føles virkelig, fordi hun er der på en følelsesmæssigt fjern og frakoblet måde. Hun føles som en ikke-person, og barnet bliver selv en ikke-person sammen med hende. Man får måske at vide af andre, at man har en fantastisk mor, men man kan ikke mærke det selv, og føler skyld. Senere fortæller man i terapirummet, at man ved, man var elsket, men man kan ikke føle det – og det er svært at fremkalde erindringer, der underbygger det.

Det følelsesmæssige omsorgssvigt kan både handle om kontrol, invadering og dominans, eller om forsømmelse og ignorance.  Der kan have været et fatalt mangel på opsyn og supervision, hvor barnet alt for tidligt selv går hjem fra skole, tager selv bussen og selv må sørge for sig selv.  Mor vil ikke ind i barnets verden, vil ikke vide hvad det tænker, føler eller laver. Det kan omskrives til frihed, men er forsømmelse. Det følelsesmæssige svigt finder altid sted i en kontekst af dysfunktionel kommunikation og en mangel på empatisk indlevelse i barnets indre verden. Mor hvor var du?

Er du i tvivl om, hvad du har taget med dig fra din barndom, kan du prøve at tænke over disse markører på følelsesmæssigt omsorgssvigt. Listen er på ingen måde udtømmende:

– Lavt selvværd eller decideret selvhad
– Føler at du har nogen støtte nogen steder
– Svært ved at udtrykke egne behov og ønsker
– Føler dig emotionelt udsultet
– Svært ved at tage imod ros og anerkendelse
– Svært ved at have tillid til både dig selv og andre
– Svært ved at træffe beslutninger
– Problemfyldt i nære og intime relationer
– Ætsende følelser af ensomhed og ikke at høre til
– Svært ved at identificere, navngive, processere og kommunikere følelser
– Fyldt af en smertefuld og permanent følelse af for lidt
– Mange problemer og konflikter i det relationelle felt
– Jalousi og misundelse
– Nedtrykthed, melankoli og depression
– Afhængighed og misbrugsadfærd
– Følelser af forkerthed og inkompetence
– Sansning af fare og megen indre uro
– Perfektionisme og selvkritik
– Svært ved at mærke dig selv og opleve autenticitet
– Tvangspræget og ulystpræget adfærd
– Barndomsamnesi
– Idealisering af forældre og familie
– Vrede, sorg eller ubehag når du er sammen med mor uden at kunne forklare det
– Svært ved at reflektere over mor og tale om egen barndom
– Svært ved at fortælle om mor uden at undskylde hende
– Føler skyld, skam og dårlig samvittighed
– Længes desperat efter nærhed men viger bort fra den
– Følelse af vrede eller sorg når du ser et barn få støtte og omsorg
– Undgår dine egne børn følelsesmæssigt

Terapi

Følelsesmæssigt omsorgsvigt i barndommen er et traume – et tilknytningstraume – som kan variere i grader og intensitet. Konsekvensen af Unmothering er en indre kernetilstand, hvor man føler sig kronisk utilfredsstillet, ensomhed og forkert – en indre kernetilstand gennemsyret af implicit skam; skam som man ikke nødvendigvis ved er skam.

Skamtilstande er ofte uintegrerede og lever deres eget vilde liv i vores indre. I det terapeutiske rum, kan de blive italesat, set og mødt. Når de bliver taget frem i lyset kan de mentaliseres og blive mindre automatiserede og mere bevidste – og over tid mindre forstyrrende. I terapi kan man lære at møde og tage i mod de helt basale behov for både omsorg og selvstændighed.

Mange former for terapi kan være virksomme og man må prøve sig frem og have tålmodighed, for der findes, så vidt jeg ved, ingen magiske løsninger eller quickfixes til at omprogrammere vores følelsesmæssige hjerne. Det er en lang læreproces at hele traumer. Der kan være tale om samtaleterapi, somatisk orienterede terapier, ekspressive terapier (kunst, dans og lign.) men også familieterapi, parterapi, psykoedukation og egentlig rådgivning kan være hjælpsomt.

I forhold til tilknytningstraume er det helt afgørende, at terapeuten vil stille sig til rådighed som en følelsesmæssig transparent og tilgængelig tilknytningsperson. Ikke alle terapeuter vil det, eller er egnede til det, men det er relationen mellem terapeut og klient, der er den helt essentielle helende faktor, når vil taler om tidlig traumatisering.

Det siges, at ”You dont´ heal what you cant feel”. Man kan således se terapi som en slags fremkaldervæske, der langsomt bringer barndommens oplevelser frem i lyset, og hvor der efterhånden begynder at danne sig et mere klart billede af, hvad der skete, og hvorfor det har så store konsekvenser for trivslen og sundheden i voksenlivet. Der er tale om en omfattende erkendelsesproces, der ikke stopper ved at vide, men også skal føles.

Mange kommer i terapi, og syntes de har været i terapi i hundrede år, og de orker næsten ikke mere. Forståeligt nok. Andre har undladt at tænke på deres egen barndom og holdt alle erindringer væk fra bevidsthedsfeltet, og kommer først i terapi på et tidspunkt, når de rammes af noget ubærligt som en skilsmisse, et dødsfald, en afskedigelse, depression, stress eller et panikanfald.

Fælles for os alle er, at vi først slipper fortiden, når vi er færdige med den – ikke en sekund før.

Kilde

Jasmin Lee Cori: The Emotionally Absent Mother: How to Recognize and Heal the Invisible Effects of Childhood Emotional Neglect.

 

Det er din skyld, at jeg bliver ked af det.

parforhold-slut-skænderi

Projektion er når vi tillægger andre vores egne følelser . Vi tillægger de andre de egenskaber, behov eller fornemmelser, som vi ikke selv kan have med at gøre. Dette er ikke en bevidst proces.

Når vi projicerer, så går vi både glip af virkelig og sund kontakt med andre mennesker og især ægte og sund kontakt med os selv.

Projektioner e ikke en udspekuleret handling, men  forekommer  alle vegne. Vi går glip af en masse nærhed med andre og en masse udviklingsmuligheder, når vi ikke tager ejerskab for vores egne følelser og det er jo egentlig møg-ærgerligt.

Lad mig give et eksempel:

 

Forestil dig et par, der har levet sammen i 10 år og har et par børn sammen. Manden føler sig mere og mere presset ud på et sidespor. Han har ikke længere kvindens udelte opmærksomhed, og oplever at hun sætter dagsordenen i familien. Hun glemmer at inddrage ham – så meget, at han ikke længere kan mærke, at han har en plads i sin egen familie.

Han føler sig mere og mere til overs, og får det værre og værre med sig selv. Han får det samtidig dårligt med sig selv og holder mindre af sig selv, når han ikke står op for sig selv. Kan ikke li den han er blevet. Den han har reduceret sig selv til.

Når han tænker på situationen, bliver han vred på sin kone og bebrejder hende, at hun har overtaget magten. Det er hendes skyld, at han ikke længere har en værdig plads i familien synes han. Nogen gange giver han udtryk for denne vrede mod hende. Han føler sig ikke taget alvorligt og derfor giver han op og trækker sig mere og mere.

Så længe han tænker sådan, så går det kun en vej for ham. Situationen bliver værre og værre og hans foragt for både hende og sig selv stiger. Det kan han ikke i længden holde ud, og det kan ende med at han  forlader sin kone.

Manden er uden erkendelse af, at det ikke er hans kone, der skaber hans følelse. Inden i ham opleves det nemlig som om, at hun former hans sindstilstand. Når hun sætter dagsordenen, bliver han vred. Derfor er det hans oplevelse, at det er hans kone, der gør ham vred.

Hvad er fordelen ved at projicere?

Vi gør aldrig noget uden, at der er fordele for os selv ved det. Det kan nogen gange være svært at se, hvad fordelen er, men den er der altid.

”Fordelen” for manden ved at tænke og opleve sin verden, sådan som han gør er måske, at han slipper for at tage ansvar for sig selv. Det er meget nemmere, når det er de andres skyld. Hvis det er sådan, så er det formentlig helt uerkendt for ham. For ham opleves det reelt, som om det er noget, hans kone gør ved ham.

Så længe det er konens skyld, er det jo hende, der skal ændre adfærd, for at rette op på situationen. Han slipper derfor for at tage ansvar for sine følelser. I stedet går han rundt og bebrejder hende og forventer, at hun skal ændre sig.

Da hun ikke ændrer sin adfærd, vælger han til sidst at forlade hende. Og så starter han formentlig forfra et nyt sted. Her kan han så gentage mønsteret. Stadig uden opmærksomhed på sin egen andel i problemet.

Det er  trist, men ikke desto mindre hører jeg igen og igen den slags historier i min praksis. Og ofte er det først der, at han eller hun bliver klar over dette meget uhensigtsmæssige mønster, der helt og aldeles fratager personen, fornemmelsen for ansvar for eget velbefindende.

Projektion

Projektion er det der sker, når du lægger ansvaret for dine egne følelser og behov og reaktioner ud i omverden, frem for at tage ejerskab og ansvar for dem selv.

Projektioner finder ofte sted uden opmærksomhed og meget oftere, end vi ved. Især når vores følelser af den ene eller anden grund ikke kan rummes af os selv. Når vi har tildelt andre de egenskaber, som vi egentlig selv besidder kan vi kigge på dem på sikker afstand og behøver ikke at blive overvældet af dem selv.

I Psykologien betragtes projektion som en kontaktforstyrrelse, og en forsvarsmekanisme. Tendensen til usund projektion opstår i den tidlige kontakt med vigtige omsorgspersoner fra barndommen. Feks. mor og far, der ikke formåede at møde barnets behov for kontakt relevant. Følelser og behov som ikke mødes kærligt og med accept hos det lille barn, kan barnet ikke tåle at være sig bevidst. Det er alt for farligt, hvis det koster mors og fars kærlighed. Derfor finder barnet ubevidst beskyttelse i at opleve visse af sine følelser og behov som noget der er uden for barnet selv. F.eks. tilhørende andre mennesker.

DU gør DIG ked af det!

Lad mig derfor minde om, at ingen andre end dig i virkeligheden ejer nøglen til dine følelser og ingen andre kan igangsætte dine følelser uden din kontrol. Heldigvis!

Det betyder også, at når du bliver ked af det, så er det i virkeligheden dig, der gør dig ked af det, også selvom du bliver ked af det, fordi andre gør noget, der sårer dig.

Det er nemlig dig, der tillægger hændelsen den slags betydning, som medfører, at du bliver ked af det. Hvis du tænker anderledes om det, der sker, så påvirker du også dine følelser anderledes.

Det er ikke ubetinget nemt at ændre sin måde at opleve på, men et sted at starte er ved at øge din opmærksomhed og din nysgerrighed på, hvad der sker for dig. Øv dig i at tage ejerskab for dine følelser, uanset hvor ærgerlige de kan føles.

”Hov, hvad var det, der skete der? Jeg kan mærke jeg blev ked af det hun sagde, og jeg kan mærke at jeg bliver vred på hende. Hvad var det ved det hun sagde, der påvirkede mig? Interessant at jeg bliver vred på hende over at jeg bliver ked af det. Hvad mon det handler om? Kan jeg kende det fra tidligere i mit liv?

Tilbage til manden og hans familie

I tilfældet med manden fra historien ovenfor, kunne det være, at han kom frem til, at det hun sagde, fik ham til at føle sig begrænset/afskåret fra samværet/mindre værd. Og at han dermed mener, at hun begrænser ham. At hun afskærer ham fra samværet og at hun synes, at han er mindre værd.

Et lille hint til manden og måske til dig kunne være: Prøv at erstat ”hun” med ”jeg”, og se om det er lige så sandt. Altså ”Jeg begrænser mig”, ”Jeg afskærer mig fra samværet”, ”Jeg synes jeg er mindre værd”.

Jeg er sikker på, at du vil opleve at det er mindst lige så sandt, især hvis du tør at mærke rigtigt efter og at være ærlig over for dig selv. Og så har du faktisk noget at gå i gang med at arbejde med. Det er virkelig godt, for det betyder, at du tager ejerskab for dit liv og kan begynde at leve helt i stedet for halvt.

Din holdning til dig kan du nemlig ændre, modsat din kones/mands holdning, som du ikke har magten over.

Træk dine projektioner hjem

Når du indser dit ejerskab og dermed ansvar for dine egne oplevelser og trækker projektionerne hjem igen, – hvilket vil sige, at du tager ejerskab for de følelser, du oplever, frem for at skyde skylden for dem på andre, så kan du slippe afhængigheden af andre og tage hele æren selv hver gang, du bliver jublende glad og lykkelig over noget, eller bundulykkelig over noget andet og det er der perspektiver i!

Du kommer ikke blot til at se dig selv i et nyt lys, men kommer sjovt nok også til at holde endnu mere af dig. Og det er da ikke værst, vel ?

Et terapeutisk forløb hjælper dig til at blive glad og mere tilfreds

terapitegningHar du brug for hjælp til noget svært i dit følelsesliv eller i dine relationer til andre, så er Psykoterapi den bedste og mest udviklende hjælp, du kan få.

Gennem terapi får du hjælp til at genfinde dine ressourcer og blive gladere og mere tilfreds med dig selv og dit liv.

Min klinik ligger i Havneparken i Vejle og herfra hjælper jeg en masse dejlige mennesker med at få det lettere med livet.

Hvad kan Psykoterapi gøre for dig?

Effekten af individuel Psykoterapi opleves både, mens du er i terapi og mellem terapisessionerne. Din krop og psyke arbejder bevidst og ubevidst videre med de nye erkendelser og oplevelser, du får gennem terapien.

Du bidrager i terapien med dit engagement, åbenhed og lyst til at skabe forandring i dit liv.

Det er også dig, der løbende implementerer det fra terapien, som giver mening for dig.

Mit bidrag som psykoterapeut i processen er dels styring af arbejdsprocessen, at bringe de relevante Psykoterapeutiske metoder i brug og at være tilstede med mit nærvær og indlevelse i din situation. Jeg giver dig den nødvendig støtte til oplevelsen og læringen i terapien. Jeg tager ansvar for at skabe en bæredygtig behandlerrelation med min kliniske sensitivitet, dømmekraft og evne til at lytte.

Sammen ændrer vi din situation, så du kan blive glad igen.

På nogle livsområder, oplever de fleste af os at have blinde pletter, der gør det svært selv at finde gode løsninger.

Det er derfor  Psykoterapi nogen gange kan være nødvendigt.

Igennem Psykoterapi opnår du:

  • Bedre indsigt i dine ressourcer og dine begrænsninger og hvordan du lettere kan omgås det, der gør dit liv vanskeligt.
  • Lettere kontakt med dine inderste ønsker og behov og bedre evne til at træffe de valg, der er rigtige for dig.
  • Styrket fornemmelse for hvem du er og hvad der fungerer og ikke fungerer for dig
  • Evnen til bedre at acceptere og tage dig af dine følelser på en imødekommende og mere selvkærlig måde.
  • Tydeligere grænser som både du og andre bedre kan respektere

Du skaber gennem et terapeutisk forløb med andre ord fundamentet for den forandring, som du har brug for.

 

Ensomhed

pigen i glasset
Det kan være svært at tale om ensomhed. Det er blevet tabu og forbundet med skyld og skam : jeg er ikke god nok eller værd at elske.
Især mange unge og heriblandt flest piger ! føler ensomhed og føler sig udenfor fællesskabet.

Både voksne og unge oplever at gå alene med deres tanker og følelser, og det kan føles ensomt ikke at dele sine tanker og følelser med andre. Ensomhed handler ikke kun om at være alene. Man kan nemlig sagtens være alene uden at føle sig ensom.

Omvendt kan man også føle sig ensom, selvom man er omgivet af en masse mennesker. Det at være alene kan vælges til, mens ensomhed er en ufrivillig, indre tilstand, som gør ondt. Det kan være rigtig svært at tale om ensomhed. Men ensomhed kan ramme alle.

Hvorfor er man ensom?
Man kan være ensom af mange grunde. Ensomhed kan være en konsekvens af mange forskellige omstændigheder og kan opleves i forbindelse med tab, sorg og savn.

At flytte til en ny by og ikke have nogen at mødes med efter skole eller i weekenden, at miste et familiemedlem og føle sig alene med sorgen, at blive mobbet eller at miste en god ven på grund af flytning er alle sammen ting, der kan skabe ensomhed og en dyb følelse af at være alene. Når man er ensom, kan man føle sig svigtet eller udelukket fra et fællesskab, som man gerne vil tage del i.
Det kan også være, at du føler dig ensom uden at kunne pege på en konkret grund eller årsag til det.

Det er ikke ualmindeligt, at skyldfølelse følger med ensomhed. Det kan være, at du skammer dig over at være ensom, og at det er svært at tale med andre om det, og det kan forstærke trangen til at isolere sig.

På den måde kan ensomheden fastholdes og forværre følelsen af ensomhed, og du kan miste tilliden til dine omgivelser. Hvis følelsen af ensomhed bliver for massiv i din hverdag, er det vigtigt, at du gør noget ved det. Din ensomhed behøver ikke vare ved.

Samtaler og indsig kan hjælpe dig med at bryde med ensomheden

Mere end 200.000 voksne mennesker er føler sig ensomme.
Der tales om at det er en ny folkesygdom i Danmark.

Ensomhedsfølelsen er en frygtelig svær følelse. Den kan opleves som savn, manglende værdi for andre, tristhed og tomhed, og en følelse af forladthed.

Hvis du er ensom, så ved du præcis hvordan det føles